Bevar de gamle, klassiske byggetraditioner

Direktør Klaus Lebæk

Bevar de gamle, klassiske byggetraditioner

Som et led i en større strategi- og udviklingsproces samler tømrer- og snedkerfirmaet Lebæk A/S nu sine mangeårs erfaring med fredede og bevaringsværdige bygninger og bindingsværkshuse i en særlig afdeling.

 
Lebæk A/S har siden etableringen i 1998 gennemgået en omfattende vækst og udvikling. Virksomheden er i dag kendt som leverandør af kvalitetshåndværk over hele Fyn. Succesen kan i høj grad tilskrives, at virksomhedens ledelse og de 35-40 medarbejdere har en solidt indarbejdet kultur, hvor man ikke går på kompromis med kundeoplevelsen, kvaliteten og de klassiske håndværkstraditioner uanset opgavens størrelse og art. Dertil kommer, at virksomheden lægger stor vægt på en effektiv og transparent byggestyring, der i ét og alt er digitaliseret.

 

Kvalitet i alle led

- Vi ønsker at drive Lebæk som en innovativ og moderne tømrer- og snedkervirksomhed, hvor kvalitet i alle led er i top. Derfor har vi bl.a. digitaliseret alle processer og sagsgange i virksomheden, så både kunderne og vi har det fulde overblik over projektforløb, økonomi og
leveret kvalitet. Vi er derudover gået i gang med en større strategiproces, der skal være med til at sikre, at vi med udgangspunkt i vores unikke position sikrer fortsat vækst og løfter både kundeoplevelsen, virksomhedskulturen og rentabiliteten yderligere de næste år. Selv om
vi får at vide, at vi gør det godt, så både kan og skal vi stræbe efter at blive endnu bedre, siger direktør Klaus Lebæk.

Etablering af ny afdeling

Et af de første synlige skridt i udviklingsplanerne er etableringen af en særlig afdeling for fredede og bevaringsværdige bygninger samt bindingsværkshuse.
- En meget stor del af vores arbejde ligger inden for det traditionelle og moderne byggeri, men vi har altid haft en særlig nichekompetence
inden for fredede og bevaringsværdige bygninger samt bindingsværkshuse og kirker. Beslutningen om at etablere en egentlig specialistafdeling lå derfor lige til højrebenet. Beslutningen tager direkte afsæt i vores medarbejderes unikke kompetencer, vores kerneværdier, holdningen om at levere førsteklasses håndværksmæssig kvalitet og vores gennemprøvede systematik, når det gælder
planlægning og udførelse, forklarer Klaus Lebæk.

Erfaren person i spidsen

Lebæk har da også valgt at sætte en særdeles erfaren person til at lede afdelingen. 53-årige Jan Pihl har arbejdet mere end 15 år med netop renoveringer, rekonstruktioner og bygningsvedligeholdelse af fredede og bevaringsværdige bygninger samt bindingsværkshuse og kirker i hele landet.

- At arbejde med gamle klassiske og historiske bygninger er ikke noget, man bare lige gør. Det er helt anderledes end at arbejde med moderne byggeri. Det kræver nogle specielle kompetencer, en særlig mentalitet og en bred viden om lovgivning, byggetraditioner og
konstruktioner. Den omfattende viden har vi nu samlet i afdelingen for fredede og bevaringsværdige bygninger samt bindingsværkshuse, siger Jan Pihl.

Ambitiøse målsætninger

Hos ledelsen i Lebæk er man ikke i tvivl om, at satsningen er rigtig - og målene er ambitiøse.
- Fredede og bevaringsværdige bygninger og bindingsværkshuse passer rigtigt godt ind i vores forretningskoncept og i vores udviklingsplaner. Den holdning og tilgang til begrebet klassisk håndværksmæssig kvalitet, der kendetegner afdelingen, kan vi overføre direkte til vores arbejde med traditionelt og moderne byggeri. Det styrker vores samlede kultur og den samlede kundeoplevelse.
Og vi mener det alvorligt, når vi siger, at Lebæk på sigt skal være den foretrukne samarbejdspartner inden for fredede og bevaringsværdige bygninger samt bindingsværkshuse på Fyn og i Trekantsområdet, fastslår Klaus Lebæk.

 
www.lebaek.dk

 

Marianne Kirkeby

Add your Biographical Info and they will appear here.